Er arbejderklassen reaktionaer? (Asbjørn Wahl, 2017)

Store dele af den vestlige arbejderklasse flokkes nu om højrepopulister, demagoger og racister. De stemmer på reaktionære og fascistoide politiske partier. Hvad skal fagbevægelsen og venstrefløjen gøre?

Asbjørn Wahl, specialrådgiver i Alliansen For velferdsstaten

Vestens arbejderklasse bidrog til at stemme Storbritannien ud af EU, at gøre Trump til præsident for verdens supermagt nummer et og at sikre, at de yderste højre-partier snuser til regeringsmagten i flere af Europas mest folkerige lande.

Idet arbejdere programmatisk forventes at stemme til venstre, skaber det uro, usikkerhed og forvirring blandt både eksperter, kommentatorer og mainstream politikere – især i arbejderbevægelsen. Der mangler ikke fordømmelse og moraliseren over for dem, der går til det ekstreme højre. De mest fremskredne begynder imidlertid at forstå, at store gruppers march mod det yderste højre kan være et udtryk for protest mod den herskende samfundsudvikling. Ikke alle har fået andel i globaliseringens succeshistorie, hedder det.

Mange af venstrefløjens politikere og aktivister har problemer med at orientere sig i det nye politiske terræn. Folk, som ellers ville have stemt for Storbritanniens udmeldelse af EU, fortæller for eksempel, at de, under de rådende forhold, alligevel stemte for at blive, “for ikke at blive slået i hartkorn med racisterne og indvandringsmodstanderne på nej-siden”.

Måske ville det have været lige så vigtigt, at venstrefløjen havde kastet et mere selvkritisk blik på deres egen rolle og deres egen politik. Er det muligt, at de har svigtet deres vælgere, at venstrefløjens partier ikke ses som et brugbart redskab til at forsvare interesserne for dem, der har mindst magt og mindst at rutte med i dagens samfund? Måske er der blevet for meget identitetspolitik og for lidt klassepolitik. Ja, kan det oven i købet være, at venstrefløjens samfundsanalyse ikke fanger essensen af den nuværende økonomiske og politiske udvikling?

Ulighederne vokser
De fleste venstreorienterede kan blive enige om, at situationen er alvorlig, endda dramatisk. Lad os se på situationen. I vores del af Europa er fagbevægelsens organisationsgradgrad næsten halveret i løbet af de sidste 30 år, og faglige rettigheder, lov- og aftalestof på arbejdsmarkedet forværres og/eller fjernes systematisk. Det ser værre ud andre steder, men det betyder ikke, vi er upåvirkede af udviklingen. Meget går også her i den forkerte retning, men langsommere end i hovedparten af resten af Europa. Der er ingen tvivl om, at Norge stadig befinder sig på det øverste dæk på den globale velfærdsskude, men der er tegn på, at det er det øverste dæk på Titanic.

Stikordsmæssigt kan vi opsummere, at ulighederne i samfundet vokser også hos os, et mere autoritært arbejdsmarked vokser frem, blandt andet gennem en amerikanisering af organisatoriske og ledelsesmæssige modeller, som Arbeidsforskningsinstituttet har dokumenteret så godt – blandt andet gennem sit medbestemmelsesbarometer. Lønudviklingen for dem i bunden af stigen er stagneret. LO Media opsummerede dele af denne udvikling ganske godt i en artikel for nylig, baseret på en ny FAFO-rapport (privat forskningsorganisation):

“Hvis udviklingen fortsætter som i dag, vil Norge snart have lige så store forskelle som Tyskland og England. En ny FAFO-rapport viser, at Norge ikke længere er et land med små forskelle mellem folk. Norge er under hastig forandring, og de lavest lønnede taber. Lønudviklingen hos de lavest lønnede i den private sektor har stort set stået stille siden 2008, (…) færre af dem med de laveste lønninger har en kollektiv aftale”(2016/11/09).

Arbejdsgivernes svar på krisen
Samtidig oplever vi mere offensive og aggressive arbejdsgivere, som blandt andet gennem outsourcing og øget brug af vikarbureauer bortorganiserer sit arbejdsgiver ansvar – og dermed svækker arbejderbevægelsens styrke. Desuden udnytter de, så godt de kan, et fagforeningsfjendtligt EU/EØS og deres domstole til at undergrave fagforeningsrettigheder.

I den fortsatte kamp om kontrollen over arbejdsprocessen tømmes arbejdet for indhold på store dele af arbejdsmarkedet. Arbejdsopgaver opsplittes og standardiseres, arbejderne er underlagt øget overvågning, kontrol og styring – og arbejdet intensiveres. Professor Sten Gellerstedt har dokumenteret dette godt for Sverige, mens Eurofound har dokumenteret en kraftig stigning i rutinearbejde i Danmark (citeret i Ugebrevet A4, 2016/10/31), og det er næppe meget anderledes hos os:

“Danskerne udfører omkring 30 procent mere rutinepræget arbejde, end vi gjorde for 20 år siden. (…) Interessant nok ser rutinearbejdet ud til at stige mest i jobtyper, som ikke traditionelt har været forbundet med rutine. Der er især ledere, fagprofessionelle og kontorarbejdere, der får mere ensformige arbejdsopgaver“.

Desuden bidrager arbejdslinje-ideologien til, at opmærksomheden flyttes fra arbejdslivets udformning og magtforhold til individualisering – med moraliseren, mistænkeliggørelse og et brutalt sanktionsregime over for enkeltpersoner. Udviklingen på arbejdsmarkedet er således gået tilbage for rigtig mange arbejdere i vores samfund.

Selvfølgelig er det krisetendenserne i økonomien, som danner grundlag for denne udvikling. Kapitalismen oplever sin dybeste krise siden den store depression i 1930’erne, og kapitalejerne har ændret deres strategi i et forsøg på at genvinde profitabiliteten i økonomien.

Neoliberalismen blev deres politiske / ideologiske reaktion på krisen, men der er ikke noget ind til videre, der tyder på, at de kan løse de indbyggede modsætninger i kapitalismen på denne måde. En uhæmmet spekulation er blot en af de alvorlige virkninger af denne kriseudvikling. Såvel nyliberalismen som spekulations økonomien er således virkninger af den kapitalistiske krise, ikke årsagerne til den, som mange hævder. Og globaliseringen, som mange hævder “er kommet for at blive”, og som fagbevægelsen bare “er nødt til at tilpasse sig”, er intet andet end resultatet af kapitalens strategi og offensiv for at imødegå krisen.

I Europa står det efterhånden helt klart, at et vigtigt mål for denne politik er at afvikle velfærdsstaterne og bekæmpe fagforeningerne. Det er i hvert fald det, der sker. At millioner og atter millioner af arbejdere på verdensplan vil blive “tabere” i denne globaliseringsproces, burde ikke overraske nogen. Heller ikke at de i sidste ende vil reagere med mistillid, vrede og blindt oprør. At dele af arbejderklassen, i manglen på en venstrefløj med analyser, politik og strategi for at løse denne krise og denne offensiv fra kapitalkræfterne, er tiltrukket af det ekstreme højres verbale anti-elitisme og anti-establishment retorik, er, set i dette lys, muligt at forstå.

Indsigt er nødvendigt
Forståelse er ikke det samme som at acceptere, endsige støtte. At nogle på venstrefløjen lader sig forblinde af, at de nye partier på den yderste højrefløj vedtager en tilsyneladende arbejdervenlig politik, som man endda kan alliere sig med, er ikke et godt tegn. Der er intet nyt i, at det yderste højre frier til “de små i samfundet”. Det skete også under fascismen fremkomst i 1930’erne. Dengang som nu var der også folk på venstrefløjen, om end ikke mange, der skiftede side i blind tro på, at “nationalsocialisme” var en form for socialisme, og ikke det diametralt modsatte, som historien så grundigt har vist os.

For at forstå, at mange af de mest udnyttede og magtesløse i vores samfund tiltrækkes af ekstreme højre anti-elitistiske retorik, må man skaffe sig indsigt i, hvorfor dette sker. Hvis man ikke har forstået, hvordan magtforholdet er ændret dramatisk på arbejdspladserne i arbejdsgivernes favør, hvordan brutaliseringen af arbejdet tiltager, hvordan utrygheden øges for store grupper af arbejdere, ja, så bliver det også vanskeligt at udvikle en interessepolitik, der reagerer på disse udfordringer.

Virkeligheden er, at arbejderklassens udbytning, stigende afmagt og underordning i øjeblikket ikke har nogen stemme i den offentlige debat. Arbejderpartierne har i stor grad afbrudt forbindelsen med sine gamle kernevælgere. I stedet for at tage den utilfredshed op, som skabes i et mere brutalt arbejdsliv, politisere det og kanalisere den ind i en organiseret interessekamp, har middelklassens venstreorienterede partier ikke andet at byde på end moralisering og foragt. Sådan bidrager man til at skubbe store grupper af arbejdere i armene på de yderste højre partier, som gør deres bedste for at kanalisere folks vrede over mod andre sociale grupper (indvandrere, muslimer, homofile, folk med anden hudfarve osv.) frem for de virkelige årsager til problemerne.

Den nordiske model
Dette skal naturligvis bekæmpes, men det bekæmpes altså ikke med moralisering og foragt. Medmindre fag- og arbejderbevægelsen er i stand til at forankre kampen mod kapitalismen og dens krise i folks daglige erfaringer på arbejdspladsen, så taber de denne kamp om arbejderklassens sjæl.

Skal vi undgå det, kan man ikke fortsætte med at tale om “den norske (arbejds) model”, som om intet er sket, som om den var intakt, som om gensidigt samarbejde, respekt og medbestemmelse er eksisterende selvfølgeligheder i dagens arbejdsliv.

I store dele af fag- og arbejderbevægelsens ledelser ophøjes den norske model i dag til et alment fænomen, der er “til gavn for begge parter” – helt afkoblet fra magtforhold, der udvikler sig på arbejdspladserne. Det ses som en højere form for fornuft og omgives af en fællesskabs retorik, som stadig større grupper af arbejdere i dette land har problemer med at genkende sig selv i.

Selvom de udbyttede ikke har en organiseret stemme i den aktuelle offentlige debat, får vi alligevel små dryp i medierne om en anden virkelighed på arbejdspladsen. Som da Dagbladet (2016/03/20) under titlen “-Vi græder hver dag på arbejde” bragte en artikel om ISS medarbejdere, der gør rent på værelserne på Oslo Plaza.

Eller de regelmæssige, anonyme kroniker, vi har set i løbet af de sidste par år fra medarbejdere indenfor NAV (Ny Arbejds- og Velfærdsforvaltning), hospitaler og andre offentlige institutioner om et autoritært kontrolregime a la New Public Management, som ødelægger arbejdsmiljøet og fjerner, hvad der måtte være tilbage af arbejdsglæde.

Blandt dem, der oplever sådanne forhold i dagens arbejdsliv, er det næppe klangbund for det budskab LO-lederen præsenterede NHO’s (Næringslivets Hovedorganisation – den største arbejdsgiverorganisation i Norge) Årskonference sidste år:

“Vi har været enige om de udfordringer, vi står over for. Og på trods af forskellige tilgange, er vi også enige om mange af løsningerne. Og vi er helt sikkert enige om, at disse udfordringer løses bedre ved samarbejde end konflikt. (…) Vi har jo de samme mål. Nemlig et bæredygtigt norsk arbejdsmarked. (…) Som i 90’erne kommer vi ikke udenom det, der kaldes tilbageholdenhed. Vi kalder det kollektiv fornuft, og den skal gælde for alle” (Lo.no -. 2016/07/01).

Hvis det havde været sådan, at den sociale dialog og trepartssamarbejde var til arbejdsgivernes fordel i den nuværende situation, skulle vi så ikke forvente, at de gik ind for at etablere et godt samarbejde og medbestemmelse også på områder, hvor fagbevægelsen står svagt, såsom inden for hotel og restaurant, i handelen, i rengøring, osv.?

Det modsatte synes at være tilfældet. Det ser derimod ud til, at den sociale partnerskabsideologi, der opstod i kølvandet af klassekompromisset, har bidraget til en afpolitisering og afradikalisering af fag- og arbejderbevægelsen – mens arbejdsgiverne på deres side i stigende grad går til angreb på både love og aftaler, som den tidligere har accepteret i klassekompromissets ånd.

Organiseret modstand nødvendig
Sammenfattende kan vi sige, at magtbalancen på arbejdspladsen er dramatisk ændret – fra arbejde til kapital, fra fagbevægelse og demokratiske organer til multinationale selskaber og finansielle institutioner. Over et par årtier har kapitalinteresserne formået at afvikle de vigtigste reguleringer, der muliggjorde velfærdsstaten og den nordiske model; det internationale monetære samarbejde, kapitalkontrollen, etableringskontrollen og andre markeds reguleringer. I en sådan situation udgør ideologien om det sociale partnerskab (dvs. vægtningen af interessefællesskabet frem for interessekonflikterne) en barriere for den faglige og politiske kamp.

Venstrefløjens store opgave er at organisere modstand mod denne udvikling. Kun på denne måde kan højrepopulismen og højreradikalismen presses tilbage. Endnu engang må vi være i stand til at skabe en himmel over vores kamp – dvs. perspektiver og visioner om et bedre samfund, et samfund af dramatisk udjævning af velstanden, hvor udbytningen ender, og hvor menneskenes behov danner grundlag for samfundsudviklingen.

Så er det ikke nok med udtalelser, protester og appeller om trepartssamarbejde, som konstant er drænet for indhold. Der er magt, det drejer sig om – økonomisk og politisk magt. Det kræver omfattende mobilisering – sådan som fagbevægelsen opbyggede sin styrke til at erobre magt og indflydelse i begyndelsen af det forrige århundrede. Er vi parat til det?


Artiklen har været bragt i den norske avis, Klassekampen, den 28. januar i en forkortet version.